Hovedfilmen handler om kvinder og børn på kvindehjemmet Libanon. De fleste af kvinderne arbejder i Libanons væveri

Finn Nesgaard genså sin gamle barnestjerne, Stellamary, da han efter 22 år vendte tilbage til Indien for at optage videofilm. Stellamary var i mellemtiden blevet gift med genboens søn og de havde to halvstore børn
Videofotograf i Sydindien:
GIV BARNET EN FREMTID

Finn Nesgaard har været på videooptagelse for Danmission og Dansk Missionsråd i Arcot området i det sydlige Indien. Han optog bl.a. en film om kvindeskæbner på kvindehjemmet Libanon. Og om fremtiden for deres børn.

Det blev et stormende gensyn med Arcot. Et af den slags gensyn, hvor man snublende let kommer til at forveksle et helt folks overstrømmende venlighed med sin egen selvtilstrækkelighed. Man mødes med smil og begejstrede tilråb og kommer til at føle sig som noget særligt - selv om man virkeligheden bare er en lønslave fra Vanløse.

Oplevelse for livet
Det hele begyndte for 22 år siden, da jeg og fotografen Sven Bitsch Larsen fik mulighed for at rejse til Sydindien og optage en film om skolearbejde for Det Danske Missionsselskab.
Filmen blev god. Og vi fik en oplevelse for livet.
Vi var dengang et par unge knøse i 20'erne, og det var vores første rejse til et udviklingsland, så der var masser af nye indtryk, som skulle fordøjes:
Landdistriktets radmagre daglejere til 2 kroner om dagen. 400 glade barneansigter på pigekostskolen Siloam, som ledes af missionær Janne Garder. Kvinderne, smukke, smilende og blufærdige i deres elegante sarier. De handikappede. Lærere og præster, som ofte osede af misundelse over den velstand, de havde mødt på studieophold i vores del af verden. Livet i landsbyerne. Landevejenes støjende kaos hvor de svage trafikanter, dvs. fodgængerne, altid har retten på deres side, og derfor kan gå ubekymret med en kæmpestor stak hø på hovedet og uden udsyn overhovedet.
Og så de tætte, personlige bånd, vi knyttede til vores to indiske assistenter, Neethidoss Nimalan og Augustine Jeyakumar, der fungerede som tolk, lydmand, scripter, chauffør, researcher og såmænd også medvirkende i filmen. Og Stellamary, en 10-årig kostskolepige, som både optrådte i film og lysbilledserier.
Jeg glemmer aldrig den tillid, vi blev mødt med, da vi kom til Stellamarys landsby og bad om lov til at filme i hendes hjem. Det var tusmørke, så Stellamarys mor har næppe bemærket min bevægelse, da hun med lysende øjne bød os velkommen på besøg i den lerklinede hytte, hvor der hverken var strøm, vand eller møbler, men dog et enkelt billede på væggen af en idealiseret Kristus-figur.

Telepatiens vinger
Her i marts måned var jeg så igen i Arcot, denne gang for at optage tre videofilm om enkerne på kvindehjemmet Libanon, om indiske børns leg, og om et nystartet play school projekt med danske pædagogiske principper. På Libanon får kvinderne beskyttelse, bolig og arbejde på et tilknyttet væveri, og deres børn sikres en uddannelse og dermed en fremtid.
Desværre omkom Sven Bitsch Larsen ved en arbejdsulykke i forsommeren, så han var ikke med denne gang. I stedet sprang min 25-årige søn Christian ind som fotograf - ikke nær så rutineret, men til gengæld fuld af ungdommens gå-på-mod.
Jeg glædede mig naturligvis til at løse opgaven. Og så håbede jeg at gense vennerne fra mit første besøg.
- For få dage siden stødte jeg på dit navn i min adressebog, fortalte Neethidoss, efter at en af mine nye indiske "medarbejdere" beredvilligt havde etableret kontakten. Neethidoss kunne naturligvis ikke vide, at jeg netop var vendt tilbage til Indien, så han udfyldte en kuvert med navn og adresse, men nåede dog ikke at skrive brevet til mig før vi nu sad ansigt til ansigt og mindedes vore fælles oplevelser. Glade, kåde og fulde af vittige indfald.
- Da jeg kørte forbi Siloam kostskolen i søndags, så jeg et videohold på optagelse, fortalte Augustine, da han dukkede op et par timer senere. - Og så kom jeg jo til at tænke på vores samarbejde for 22 år siden. Men jeg kunne jo ikke gætte, at det var dig, der var tilbage...
Forunderligt. Mit dybtfølte ønske om at gense Neethidoss og Augustine havde ikke alene resulteret i, at de nu sad dér lyslevende foran mig, de havde også begge uafhængigt af hinanden haft mig i deres tanker...
Stellamary, som i mellemtiden jo er blevet voksen, kom jeg også til at møde. Jeg gik simpelt hen ind i hendes landsby og sagde hendes navn med høj, klar røst til den første og bedste, jeg mødte. Efter et par yderligere "brokker" lyste mandens ansigt op i et smil, og jeg blev ført til den anden ende af byen.
Stellamary var blevet gift med genboens søn og havde nu to halvstore børn. Hendes mor var blevet gråhåret, men havde stadig de samme strålende øjne. Og Stellamarys far ernærede sig fortsat som "bullock-driver" med egen vogn og okseforspand. Gensynet blev til glæde for os alle, uanset at vi kun kunne udveksle ganske få engelske enstavelsesord med hinanden.

Meget er forandret
Venskaberne var altså intakte. Men ellers er meget forandret.
Madras har skiftet navn til Chennai og er blevet et trafikalt helvede med osende biler, busser, motoriserede rickshaws og ikke mindst motorcykler. Reklameskilte og butikker. Og tiggersker, som sover på gaden i middagsheden, med et barn i favnen. Man fyldes af afmagt. Dette er fremskridtet i sin værst tænkelige forklædning.
Stellamarys landsby har fået stenhuse, elektrisk lys, ventilatorer, radio og TV, og et mylder af dyr og mennesker. Kort sagt: Velstand.
Landevejene er stadig præget af oksekærrer og masser af "fredede" fodgængere. Men også her har motorcykler, biler og hurtigtkørende traktorer holdt deres indtog, selv om hullerne i vejen og bøndernes udnyttelse af den varme asfalt til tørring af afgrøder sætter en naturlig grænse for fartudviklingen. Desuden risikerer man, at der pludselig ligger en sovende person på vejen, gemt i mørket og umulig at se, hvis man blændes af en modkørende bil.
Den vigtigste udvikling, ifølge Neethidoss og Augustine: Analfabetismen er praktisk taget er udryddet. Og en ny fundamentalistisk, hinduistisk regering gør livet surt for mindretal som de kristne. Eksempelvis står flere af Arcot-kirkens lærerseminarier tomme, fordi regeringen forhindrer en genoptagelse af undervisningen. Og i kirkens almindelige skoler er det et krav, at der skal være mindst 40 elever pr. lærer. Dét krav gælder også for regeringens egne skoler, men her håndhæves det efter sigende ikke nær så nidkært.
Jeg bemærker også, at muselmændene til 2 kroner om dagen er blevet et sjældent syn.
Men der er stadig mange kvinder i den samme håbløse situation. F.eks. enken med to små børn i et seks kvadratmeter stort værelse, der både fungerer som dagligstue, soveværelse og køkken. Da hendes mand levede, boede de der alle fire. Nu arbejder kvinden som hushjælp for en lærerfamilie, alle ugens syv dage fra tidlig morgen til sen aften. Lønnen er 20 kroner om ugen - og 2/3 går til husleje. Heldigvis får hun mad på sin arbejdsplads. Og hun får vel også lidt rester med hjem til pigerne, der passes af en bedstemor.
Det er på grund af den slags fortvivlende vilkår, at vi laver filmen om kvinderne på Libanon. Og den fattige enke står forståeligt nok på spring til at få en plads i Libanons beskyttede bolig- og produktionsfællesskab.

DV video er ren luksus
For 22 år siden filmede jeg med 16 mm - og det var ikke lige det bare sjov, for man vidste aldrig, hvad der var kommet på strimlen, før man var hjemme i Danmark og havde fået rullerne fra fremkaldelse. Ventetiden var ulidelig, for et enkelt støvkorn i billedvinduet kunne skæmme optagelserne med en kæmpestor "javertus" eller, når det gik værst, med en ridse ned igennem hele billedet. Og erfaringsmæssigt vidste vi, at der altid var i hvert fald en enkelt rulle, som på den måde var ubrugelig, uanset hvor omhyggelig man var med pustepenslen.
I dag er 16 mm filmen erstattet af det endnu mere følsomme DV videoformat. Men spændingen er alligevel ikke den samme, for man kan gennemse dagens optagelser på stedet, enten via kameraets søger, eller ved at tilslutte et TV. Det betyder også, at man løbende kan finjustere sin teknik, så eksponering og farvebalance optimeres. Og man har mulighed for at lave omoptagelser, hvis billederne af den ene eller anden grund ikke er gode nok.
Desuden kan man lave sikkerhedskopier af optagelserne. Ved videooptagelser "på den anden side af jordkloden" er det nemlig en selvfølge, at man har et reservekamera med. Og hvis blot et af kameraerne har indspillefunktion, er det en snild sag at forbinde dem med et firewire kabel og foretage overspilningen, endda uden kvalitetstab.

Harddiskredigering, måske til TV
Godt hjemme igen sidder jeg nu med syv timers vellykkede optagelser og en kæmpestor redigeringsopgave foran mig. Hovedfilmen, den om kvinder og børn på Libanon, skulle gerne afsættes til en TV-kanal, når den er færdigredigeret på min computer om nogle måneder. Men der skal også laves i en længere udgave, som sendes tilbage til Indien, og som distribueres til missionsvennerne her i Danmark. Dette er for øvrigt endnu en af de store fordele ved video frem for film, nemlig at materialet kan genbruges helt uden begrænsninger i form af kvalitetstab og ekstra omkostninger.
De to andre videofilm, om indiske børns leg og om det nye play school projekt, vil også blive lavet i flere udgaver til forskellige målgrupper. Alle muligheder skal nemlig udnyttes - som tak for endnu en stor kulturoplevelse fra det smukke, fascinerende og barske Sydindien.

For 25-årige Christian Nesgaard var indiens-projektet hans hidtil største opgave som videofotograf. Libanon er i gang med en omfattende renovering af både boliger og væveri. Målet er at skabe bedre vilkår for kvinderne og dermed give dem mulighed for at forøge deres indtægt.
-

Augustine Jeyakumar var netop færdig med sin uddannelse som præst for 22 år siden. Her ses han med sin store familie som nr. tre fra venstre.
Neethidoss Nimalan var også blevet præst.